Bibliotek · Undersøgelse af stammen

Impulstomografi af stammens indre (ITS)

Arbotom: tværsnits-scanning af træer for strukturelle fejl og råd

SkovByKon anvender en stammetomograf fra det tyske firma Rinntech i Heidelberg. Med apparatet kan man – uden at skade træet – undersøge strukturelle fejl som råd i stammens indre.

Dette er et meget værdifuldt værktøj til vurdering af træers aktuelle sundhed og fare for sammenbrud og fald. Især hvor mange mennesker færdes, bør tvivlsomme træer enten fældes eller vurderes med henblik på risikoen for at skade mennesker og materiel.

Sensorkæden anbringes rundt om stammen
Sensorkæden anbringes rundt om stammen.

Tomografen fungerer ved at sende lydsignaler gennem stammen fra én sensor til alle andre sensorer, og kæden af sensorer måler herved lydens hastighed gennem veddet. Ved på skift at udsende lydimpulser fra alle sensorer til alle andre sensorer etablerer Arbotom-softwaren en datamatriks om lydgennemtrængningen mellem alle sensorer.

På basis af disse data skabes et 2-dimensionalt billede (tomografi) af veddets egenskaber
På basis af disse data skabes et 2-dimensionalt billede (tomografi) af veddets egenskaber.

Softwaren skal kalibreres til træart, ligesom en omhyggelig registrering af sensorernes placering er afgørende for et godt resultat af scanningen.

Metoden er særdeles velegnet til – på en ikke-destruktiv måde – at skaffe sig indblik i træets indre. I tvivlstilfælde kan det være nødvendigt at udføre mere detaljerede undersøgelser.

Måling i felten
Måling i felten.

Hvorfor Rinntech

Blandt de tre mærker af rådscannere på markedet internationalt er Rinntechs den eneste, som kan anvendes videnskabeligt, idet softwaren giver brugeren mulighed for manuelt at niveaukorrigere max- og min-værdier på de analyserede impulshastigheder. Rådscanneren fra Argus anvender en softwaremæssig “blackbox” og producerer et scanningsbillede uden angivelse af referenceværdier; denne scanner har f.eks. vanskeligheder ved at vise råd fra kulsvamp.

Når tomografien ikke rækker

Hvis træet har udbredt råd i midten, vil flere på hinanden følgende scanninger med forskellig tæthed af sensorer være nødvendige for at få et tilstrækkeligt detaljeret billede af de sunde vægges tykkelse. Er man herefter i tvivl om de bærende stammevægges styrke, kan det være nødvendigt at gennemføre en undersøgelse med resistograf, som nøjagtigt opregner de forskellige områders styrke. Resistografen bør dog kun sættes ind, hvis træet har stor funktionel værdi, og man ellers føler sig tvunget til at fælde af risikohensyn. I sådanne tilfælde kan anvendelsen af resistografen retfærdiggøres.