En ting er storm og orkan, hvor mennesker bør blive indendørs. Men der er også risiko ved hård vind og kuling. Træer svinger, og grene brækkes af i almindelig stiv og hård kuling, og vi kan ikke sætte samfundet i stå ved hvert eneste kulingvarsel. Træers rodsystemer bliver løsnet i stormvejr, men vælter senere ved lavere vindstyrker. Egetræers grene falder af i stille vejr.
Mennesker er født til et samliv med natur og træer, og den dermed forbundne risiko skal vi tåle at leve med. På samme måde, som vi lever med risikoen ved at færdes i trafikken, må vi principielt leve med risikoen for at blive ramt af et træ. At fjerne enhver risiko fra træer er ensbetydende med, at vi skal fælde alle træer i parkerne, i byen og i 30 meters afstand fra alle veje og stier i landets skove. Hvilket er en umulig tanke. Hvordan ville Dyrehaven i Klampenborg ikke se ud, hvis enhver risiko skulle fjernes? Alle ved også godt, at store, gamle træer har meget større risiko for at vælte end unge træer, men vi vælger at leve med den risiko. Disse tanker er i fuld overensstemmelse med den engelske specialist på området David Lonsdale.
På den anden side har vi borgere en berettiget forventning om, at træejere og træansvarlige ikke udsætter os for unødvendig risiko – især i bymiljøet. Forvaltere og ejere skal forholde sig aktivt og ansvarligt og udøve rettidig omhu, når en risiko for skade på mennesker og materiel er erkendt. Vi skal altså ikke tåle at lide skade på grund af andres uansvarlige omgang med synligt farlige bytræer. I skove uden for bymiljøet færdes man principielt på egen risiko, men en skærpet tilsynspligt må antages at gælde i bynære, rekreative skove.
Zonering og risikovurdering
Men hvor går grænsen? Hvornår er det forsvarligt at lade et alderssvækket, hult, men værdifuldt træ blive stående? Det afhænger dels af placeringen i forhold til intensiteten og karakteren af færdslen (zonering), dels af svækkelsens omfang og hvor præcist den bestemmes (skadesresistensen). Der er stor forskel på, om træet står i en børnehave eller i et fjernt hjørne i parken uden stier.
Der er også stor forskel på, hvor grundigt den professionelle risikovurdering gennemføres. Hvis der kun gennemføres visuelle tilsyn, er man altid nødt til at indlægge en større sikkerhedsmargin. I så fald kan der ikke tolereres så meget råd, svækkelse og aggressive rådsvampe, før fældning anbefales. Hvis der anvendes avanceret måleudstyr, kan der fremskaffes mere sikker og detaljeret viden om træets svækkelse, hvilket muliggør en mere præcis vurdering af træets styrke.
Men også med avanceret udstyr kommer man ikke uden om, at risikovurderingen udføres på en glidende skala, hvor begrebet “fuldstændig risikofri” ikke findes. Der vil altid være tale om en kalkuleret risiko. I princippet er valget af grænsen for acceptabel risiko altid en politisk beslutning, som træets ejer eller kommunens politikere burde tage stilling til. I praksis falder beslutningen dog ofte tilbage til den træfaglige konsulent, og vi træfolk må lære at håndtere bevaringsværdige risikotræer i landskabet og i vores arbejdsportefølje.
Intet stort, gammelt træ kan i princippet klassificeres som orkanresistent. Det er også meget svært at knytte sandsynligheder til skader ved orkan, fordi den interne rumlige variation af vindhastigheder i de store orkaner er voldsom. Der er knyttet en meget høj grad af tilfældighed til stormskade på træer. Arbejdet med gamle, bevaringsværdige træer kommer altid til at indeholde en personlig og mere eller mindre subjektiv vurdering af, om risikoen er tålelig.
Veterantræ-forvaltning
Gennem de sidste år har biodiversitet, bevarelse af store træer og fredning af gamle træer fået stærkt stigende politisk opmærksomhed – ikke bare fra borgerne, men i høj grad også blandt politikerne. Det har affødt et behov for i langt højere grad at forstå “rådne træer” som bevaringsværdige og ikke kun som et risikoelement.
Svaret på disse udfordringer er en forvaltning af veterantræer. I stedet for at tænke “det træ skal fældes”, skal vi søge at reducere eller eliminere problemet og alligevel bevare træet:
- Er der problemer med rødder i kloakken: Kan vi så ikke i forbindelse med udskiftning af de gamle kloakrør også lokalisere og overskære den generende rod – og samtidig reducere kronen, så der bevares en balance mellem stormbelastning og forankring?
- Er der generende store og lange grene: Kan vi så ikke afkorte grenen og lade træet leve?
- Er der en svamp, råd eller flæk i træet: Kan vi så ikke nøjes med at “rebe sejlet” gennem kronereduktion, så der opstår en balance mellem kronens kraftoptag og træstammens styrke?
I stedet for fældning skal vi tænke: hvordan reducerer vi problemet med det træ, samtidig med at vi bevarer det længst muligt? Hvis vi bruger vores faglighed til gradvis at forvalte eller fjerne åbenlyse risici ved træet, kan træet ofte bevares i mange årtier eller måske endda århundreder, mens dets naturindhold og måske også dets æstetik øges til glæde for natur og mennesker.