Skal vi ”tåle” at leve med risiko fra træer?
Svaret er et entydigt JA.
En ting er storm og orkan, hvor mennesker bør blive ”inden døre”. Men der er også risiko ved hård vind og kuling. Træer svinger og grene brækkes af i almindelig stiv og hård kuling og vi kan ikke sætte samfundet i stå ved hver eneste kulingvarsel. Træers rodsystemer bliver løsnet i stormvejr, men vælter senere ved lavere vindstyrker. Egetræers grene falder af i stille vejr. Mennesker er født til et samliv med natur og træer og den dermed forbundne risiko skal vi ”tåle” at leve med. På samme måde, som vi lever med risikoen for at færdes i trafikken, må vi principielt leve med risikoen for at bliver ramt af et træ. At fjerne enhver risiko fra træer er ensbetydende med at vi skal fælde alle træer i parkerne, i byen og i 30 meters afstand fra alle veje og stier i alle landets skove. Hvilket er en umulig tanke. Hvordan ville Dyrehaven i Klampenborg ikke se ud, hvis enhver risiko skulle fjernes. Alle ved jo også godt, at store, gamle træer har meget større risiko for at vælte end unge træer, men vi vælger at leve med denne risiko. Vi har jo bl.a. husforsikringer pga. uforudsigelige risici.
På den anden side, har vi borgere en berettiget forventning om, at træejere og træansvarlige ikke udsætter os for unødvendig risiko – især i bymiljøet. Forvaltere og ejere skal forholde sig aktivt og ansvarligt og udøve rettidig omhu, når en risiko for skade på mennesker og materiel er erkendt. Vi skal altså ikke ”tåle” at lide skade pga. andres uansvarlige omgang med synligt farlige bytræer. (I skove uden for bymiljøet færdes man principielt på egen risiko, men en skærpet tilsynspligt må antages at gælde i bynære, rekreative skove.)
Zonering og risikovurdering
Men hvor går grænsen? Hvornår er det forsvarligt at lade et alderssvækket, hult, men værdifuldt træ blive stående? Det afhænger dels af placeringen i forhold til intensiteten og karakteren af færdslen (zonering) og dels af svækkelsens omfang og hvor præcist den bestemmes (skades-resistensen). Der er stor forskel på om træet står i en børnehave eller i et fjernt hjørne i parken uden stier. Der er også stor forskel på, hvor grundigt den professionelle risiko-vurdering gennemføres. Hvis der kun gennemføres visuelle tilsyn er man altid nødt til at indlægge en større sikkerhedsmargin. I så fald kan der ikke tolereres så meget råd, svækkelse og aggressive rådsvampe, før fældning anbefales. Hvis der anvendes avanceret måleudstyr kan der fremskaffes mere sikker og detaljeret viden om træets svækkelse, hvilket muliggør en mere præcis vurdering af træets styrke. Men også med avanceret udstyr kommer man ikke udenom at risikovurderingen udføres på en glidende skala, hvor begrebet „fuldstændig risikofri“ ikke findes. Fuldstændig risikofri betyder (som beskrevet ovenfor) at alle træer skal fældes – uanset synlige skader eller ej. Der vil altid være tale om en „kalkuleret risiko“. I princippet er valget af „grænsen for acceptabel risiko“ altid en politisk beslutning som træets ejer eller kommunens politikerne burde tage stilling til. I praksis falder beslutningen dog ofte tilbage til den træfaglige konsulent og vi træfolk må lære at håndtere bevaringsværdige „risikotræer“ i landskabet og i vores arbejdsportefølge. Som nævnt ovenfor kan i princippet intet stort, gammelt træ klassificeres som „orkan-resistent“. Det er også meget svært at knytte sandsynligheder til „skader ved orkan“ fordi den interne rumlige variation af vindhastigheder i de store orkaner er voldsom. Der er knyttet en meget høj grad af tilfældighed til stormskade på træer. Vi kommer ikke udenom, at arbejdet med gamle, bevaringsværdige træer altid kommer til at indeholde en personlig og mere eller mindre subjektiv vurdering af, om risikoen er „tålelig“ – om vi kan/skal tolerere risikoen ved træet. Risikovurderingen afhænger af zoneringen (færdselsintensitet og type) og træets tilstand (skades-resistensen).
