Hule stammer - Hvor længe kan træer leve med en hul stamme?
Mange af vore parktræer har centralt råd og/eller en hul stamme. Undertiden kan vi se hulheden gennem en åben tud fra en forkert overskåret gren eller gennem et gammelt åbent barksår. Men ofte er vi ikke bevidste om hulheden.
I virkeligheden kan mange træarter leve i utroligt mange årtier - endda århundreder - med en hul stamme. Tænk blot de 200-300 gamle lindetræer i barokhaverne. Tænk på de gamle egetræer med hul stamme.
SkovByKon støtter sig til tysk forskning i materiale-stabilitet og hule træer. Teorien beror på at sammenholde den sunde "rest-væg" med stammens diameter. Tykkelsen på rest-væggen kan bestemmes med impulstomografisk rådscanning eller resistografmåling, som også anvendes af SkovByKon.
Graden af "hulhed" udtrykkes ved forholdet mellem bredden af "væggen" med sundt ved (t) i forhold til stammens samlede radius (R) - se figuren.
Specielt tysk praksis har i mange år knæsat en kritisk restvæg-grænse på 0.33. Den nyeste forskning har vist at man i gamle træer (med en stammediameter op mod 1 meter eller mere) roligt kan ansætte en grænse for t/R på 0.15 - 0.20 og i særlige tilfælde helt ned til 0.1. Sidstnævnte forudsætter dog at hulheden eller råddet er centralt placeret samt fravær af strukturelle fejl i restvæggen.